Tutorials

tirsdag den 28. januar 2014

Betræk til puslepude - en diy

Med vores ældste datter havde vi et vægophængt puslebord, men det er der desværre ikke plads til i denne omgang. Vi har derfor investeret i et brand nyt, supersmart puslebord - jeg er meget glad for det :).

Jeg ville gerne have en smart puslepude, men opdagede så hvad de lige kostede - det er da helt vildt med 300-400,- for en puslepude! Så krea-mor her besluttede sig for at købe en billig og selv sy betræk. Puden er købt på udsalg i kære børn til 150,- og jeg fandt noget stof i Ikea som jeg synes var rigtig sødt, uden at være hverken for piget eller baby'et. 
Jeg ledte med lys og lygte efter en diy til betrækket, og der er mange derude. Dog ville jeg gerne have noget der var nemt og simpelt at tage af og på.
Da stoffet ikke er lige til at tørre af, når der sker uheld, skulle det være nemt at skifte, og også nemt at lave, da jeg jo skal have nogle stykker at skifte imellem. Så alle ideerne med lynlås etc blev kasseret. På pinterest fandt jeg flere der var lavet som et stræklagen, men jeg ville også gerne have det til at passe pænt over enderne. Så det blev til følgende løsning, som jeg laver min første diy på. 

Her ses den "bare" pude. Betrækket skal bestå af 3 stofstykker. 2 ens endestykker og et midterstykke.

 

1. Jeg fandt puslepuden frem og målte længden og bredden. Længden var på 63cm, og her skal lægges sømrum til, hvilket gør det til 65cm. Bredden skal så måles. Op ad den ene side, tværs over og ned af den anden, husk at lade målebåndet følge konturen over, ellers bliver det for kort. Dette mål var 70cm. Jeg vil så gerne have betrækket til at gå et stykke ind under bunden af puden så det ikke sidder og flapper. Jeg lagde derfor 8cm til i hver side hvilket gør bredden til 86cm. Altså et stykke på 65 x 86 cm.

Endestykkerne laves ved at tegne omridset af den ene ende af puden over på mønsterpapir. Jeg lagde igen 8 cm til i bunden.


Efter jeg klippede mønsteret på endestykker ud, foldede jeg det lige på midten for at sikre at siderne var ens. 
Endestykkerne klippes med 1 cm sømrum undtagen på den nederste kant. 

For lige at pensle det ud, så er den øverste del af tegningen puden, den nederste del de 8cm jeg forlængede det med. De 86cm i bredden af midterstykket kan også måles her ved at måle op ad den ene side, følge formen rundt i buen og så ned ad den anden åside. 

2. Jeg tog midterstykket og markerede midten på den ene side der måler 86 cm. Derefter fandt jeg midten på det ene endestykker og markerede. Lagde dem ret mod ret, så de to markeringer lå over hinanden. 

3. Jeg nålede så midterstykket fast, hele vejen rundt på endestykkets 3 sider.


4. Jeg syede de to stykker sammen, og gjorde det samme med det andet endestykke på den modsatte side af midterstykket. Syede med 1 cm sømrum og overlockede kanterne bagefter.

5. Jeg vendte retten ud på betrækket her, for lige at tjekke at det indtil videre så rigtigt ud. Derefter lagde jeg det på puslepuden med vrangen udad.

Man vil så se at der er for meget stof i hjørnerne, så den ikke kan lægge sig pænt ind under puden. Dette løser man ved at tage det ekstra stof i hvert hjørne og nåle den ekstra 3-kant af. Der sys så langs den linje hvor nålene sidder og det ekstra stof klippes af. 



6. Nu er betrækket faktisk færdigt. Kanten rundt på undersiden af betrækket kan evt lægges op, men jeg valgte den hurtige udvej og overlockede bare kanten rundt. Jeg havde forinden en ide om at der kunne sættes lidt elastik i kanten på hvert hjørne, så det sad tæt, men synes faktisk ikke det var nødvendigt.

Det færdige resultat.


Og på plads på det fantastiske puslebord.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar